Bindingsværksbyggeri er smukt og miljørigtigt og, hvis det er konstrueret og vedligeholdt korrekt, har det en holdbarhed på flere hundrede år. Prøv at forestille dig det om et nyt parcelhus bygget i moderne materialer! Bindingsværkshuse, der har rødder helt tilbage til Vikingetiden, er en vigtig del af dansk byggeskik. Bindingsværkshuse består altid af et skelet af tømmer, men der har været variationer i husenes konstruktion over tid og sted. På Sjælland hvor man har haft svært ved at skaffe tømmer, ser man mange huse uden fodrem, mens det fynske og østjyske bindingsværk ofte viser en rigere mængde af tømmer. Ligeledes kan man se forskelle på farver- og udtryk idet man fx på Sjælland så godt som altid hvidkalkede husene, så tømmeret kun kunne anes under et kalklag (over stok og sten). På Fyn derimod var rødt tømmer og hvide tavl det mest almindelige, mens sort tømmer og rød tavl var det almindeligste i Østjylland. Samtidig har der været et utal af lokale variationer. Kendskab til traditioner og egnsspecifikke udtryk indgår altid i rådgivningen fra Viby Bindingsværk til bygherre.